Efter skilsmissen – kom styrket videre

Nuet kommer og forsvinder
lægger sig på dine kinder
som et lille hul af fred
fyldt med livets evighed”
Eva Matjeka

Få hjælp til at komme videre på en god måde efter skilsmissen. For de fleste er det hårdt og stærkt belastende at blive skilt.

Mange mister overskuddet i tiden omkring en skilsmisse, og de fleste føler sig sårbare. Krise og sorg fylder, og man kan føle, at man for en stund mister kontrollen over sit liv.

Efter skilsmissen er det en udfordring at finde balancen i det nye liv og atter få dagligdagen til at fungere. Er der desuden børn i forholdet stiller det yderligere store krav til de voksne om kunne rumme børnene og deres reaktioner på skilsmissen og få samarbejdet omkring dem til at fungere.

Det kan her være en stor hjælp, at møde ligesindede i et gruppeforløb, hvor der tages hånd om og sættes ord på de svære følelser. Det er meget givende at arbejde sammen med andre, der er i en lignende situation, om at løse de udfordringer, der opstår under og efter en skilsmisse.

Problemer og svære følelser sættes i et nyt lys, og refleksioner, nye tanker og løsningsmuligheder sættes i gang ved at møde egne følelser og problemer præsenteret hos andre. Alene det at møde andre i ”samme båd” styrker oplevelsen af ikke at være alene, og følelsen af at ens egne følelser er forståelige og ok.

‘Efter skilsmissen – kom styrket videre’ Er et terapeutisk gruppeforløb, på 6 gange á to timer i hver anden uge.
Det vil sige et forløb på tolv uger. Grupperne er kønsopdelt, så der er grupper for hhv. mænd og kvinder. Der vil være max. 6 deltagere pr. gruppe.

  • Prisen er kr. 2.400,- for hele forløbet.

Gruppen er et lukket forum med tavshedspligt, og der lægges stor vægt på, at der er tryghed i gruppen.

Vi tager udgangspunkt i den enkeltes situation, og der tages individuelle hensyn.
Under gruppeforløbet vil vi arbejde sammen om at finde nye måder at se skilsmisseforløbet på og også se på, hvad den enkelte kan lære af det brudte forhold og af skilsmisseprocessen; indsigter som kan tages positivt med i det nye liv, så du kommer styrket videre.

Vi vil i gruppen blandt andet arbejde med følgende områder:

  • Hvad kan jeg tage med mig af lærdom om mig selv fra det brudte forhold
  • Tilknytning og afgrænsning – sunde forhold
  • Krise- og tabsreaktioner herunder sorg og jalousi
  • Håndtering af konflikter.
  • Åben og reflekterende kommunikation
  • Børn – hvordan hjælpes de bedst muligt gennem skilsmissen og videre, når mor og far er skilt.
  • Nye forhold.

Andre emner kan tages op alt efter gruppens behov og ønsker.

Læs om:
Efter skilsmissen -kom styrket videre | Kom godt igennem dine forældres skilsmisse | Et bedre parforhold