Meditation – en ny livsgivende vane
Gennem tusinder af år har mennesket brugt forskellige teknikker til at bringe sindet i en tilstand af dybere ro og tilstedeværelse i nuet.
Meditation er i dag bredt anerkendt for sine gavnlige virkninger, som beroligelse af nervesystemet og optimering af såvel det fysiske helbred, som at øge generelt følelsesmæssigt velbefindende, ligesom det styrker koncentrationsevnen, hukommelsen og evnen til selvregulering.
Mange, både nybegyndere og øvede, møder dog en indre tvivl og modstand mod at meditere, oftest fordi tiden føles knap eller man har en oplevelse af ikke rigtig at kunne finde ud af det, at det ikke virker.
Jeg vil derfor her starte med at aflive et par myter omkring meditation.
”Meditation er for tidskrævende”
Det behøver bestemt ikke at være tidskrævende at meditere. Det kan være meget givende at meditere en time eller to om dagen, men mindre kan sandelig også gøre det! Blot 5 minutters meditation morgen og/eller aften kan have en betydelig effekt på sindet og det generelle velbefindende.
Det kan også være en start blot at gøre det til en vane at ligge et øjeblik, når vi vågner og vende vores opmærksomhed mod kroppen og åndedrættet, læg evt. en hånd på din mave og mærk hvordan, den roligt hæver og sænker sig.
Åndedrættet kan være en fantastisk hjælp til at vende opmærksomheden tilbage til nuet igen og igen.
Vi kan, så snart vi kommer i tanker om meditation, vende vores fokus mod åndedrættet og være fuldt og helt nærværende med blot et enkelt åndedræt og følge luften, fra den kommer ind gennem næsen, fylder lungerne og pustes ud igen.
Vi kan også hjælpe os selv med at komme i tanke om at være til stede i nuet ved at koble meditativ opmærksomhed sammen med de ritualer, vi allerede har. Fx når vi børster vores tænder, at vende al opmærksomhed mod sansningen af tandbørstens bevægelser mod tænder og tandkød, lyden heraf og mod duften og smagen af tandpastaen. Eller når du fx kører cykel eller bil på vej til og fra arbejde at gøre det til en vane, hver gang du må holde for rødt lys at vende din opmærksomhed mod dit åndedræt. Når du tænder din computer og venter på, at den starter. Eller du kan gøre det til en vane at mærke dine fødder og jorden under dem, når du går ud for at hente en kop kaffe osv.
”Før jeg kan meditere, må jeg først tømme sindet for tanker”.
Vi tænker i gennemsnit 50.000-80.000 tanker om dagen, så at prøve på at lade være med at tænke tanker, er at kæmpe en kamp du ikke vinder.
Tankerne kommer bare, og det må de gerne!
Det, vi i meditation øver os på, er at observere tankerne glide forbi, uden at gribe, vurdere eller gå med dem. Som skyer der glider forbi på en blå himmel, og når vi alligevel pludselig finder os selv opslugt af tanker, konstaterer vi det blot og vender atter blidt og vedholdende vores opmærksomhed tilbage til nuet, kroppen, lydene, åndedrættet eller det fokus, vi har for vores meditation.
”Gør jeg det rigtigt”?
Du kan IKKE gøre det forkert! Du kan meditere eller lade være med at gøre det.
Meditation er at øve sig i at være tilstede i nuet, at opleve glimt af stilhed, og jo mere man træner at meditere, jo længere og dybere vil stilheden være. Som at træne en muskel, der ikke bliver stærk af en enkelt træning eller to. Kun gennem vedholdende træning bliver musklen stærkere og stærkere.
Indre ro og kontakt til sig selv og kroppen kan trænes gennem daglig meditation. Og husk at du øver dig så vær din egen bedste ven – også når du mediterer.