Terapi for unge

“Alt hvad vi behøver for at modtage direkte hjælp, er at bede om den….,
Og alligevel er det at bede om hjælp det, der falder os sværest”
Sogyal Rinpoche

Der kan være mange grunde til, at du har brug for at tale med en psykolog: Måske er du udsat for mobning, eller du trives dårligt i skolen. Du føler dig måske udenfor eller forkert, når du er sammen med jævnaldrende. Eller du føler dig ensom.

Måske er du trist til mode, ked af det og modløs. Måske gør du skade på dig selv. Eller du er bare usikker på dig selv i fritiden som i skolen. Eller du er måske utilfreds med din vægt eller dit udseende.

Det kan være dine forældre er skilt, eller de er sammen, men at de skændes meget. Eller de voksne i din familie kan måske ikke rigtig finde ud af livet. Måske drikker de for meget, slår eller overskrider dine grænser på anden måde. Det kan også være, at du og dine forældre skændes meget.

Måske har du stress eller angst, eller du føler, at du må lave faste ritualer for at undgå noget ubehageligt. Det kan også være, at du har påtrængende ubehagelige tanker.

Det kan også være, at du har behov for støtte og hjælp til at komme videre efter at have mistet en forældre, søskende eller anden nær person.

Når du kommer til mig for at få hjælp, møder jeg dig der, hvor du er i livet. Du får en nærværende og professionel hjælp til at få nye indsigter og se sammenhænge. Og du får hjælp til at blive bevidst om og selv at definere, hvem du er. Sammen finder vi herfra ud af, hvad der skal til, for at du kan være i balance, få det godt og være glad i dit liv. Du får hos mig konkrete redskaber og hjælp til at kunne finde vejen i dit liv.

Hvis du er under 18, skal dine forældre give tilladelse til, at vi taler sammen.
Nogen gange vil det være en hjælp, at jeg også taler med dine forældre og med jer alle samlet, hvis du vil det.
Hvis du ønsker det, kan jeg også tale med dine lærere eller andre vigtige personer i dit liv.

MERE KONTAKT INFO HER! Eller Ring og hør nærmere på 2740 2703

Læs om:
Individuel terapi | Terapi for unge